Birgitte skriver. Tirsdag d. 21. januar 2014
Som nævnt blev fredag d. 17. januar 2014 en dag, vi nok altid vil
huske. Det var stadig meget varmt (45 grader) og overvejende tørtermik, men en
masse bush fires gav ”pyro cumulus”. Altså netop cumulus skyer dannet af varme
og røg fra brande.
Vi valgte at flyve en hyggeflyvning med tid til at nyde udsigten. Vi fløj
mod sydøst, hvor der var nogle store bush fires. Det var imponerende, og vi
glædede os over den fremragende termik, uden egentlig at tænke over
konsekvenserne for de mennesker, der måtte bo i de berørte områder. Der er
ganske vist meget øde, men i hvert tilfælde vil der være mange dyr, der går til
i brandene.
![]() |
| Kraftigt stig. Over 5 m/sek |
![]() |
| Over 15.000' |
| Pyro cumulus |
![]() |
| Det var umuligt at flyve yderligere mod øst pga. røg |
Jeg havde det lidt skidt, så vi valgte at lande tidligt. Også fordi der
var varsel om voldsomt vejr senere på dagen.
Vi kom til Angaston, hvor vi bor, allerede ved 18-tiden, og på vejen
hjem vi kunne se en del røg rundt omkring os.
I mellemtiden fløj Paul, som er en tysk svæveflyver, der er herude,
sammen med Konrad i Nimbussen. De vendte hjem til Stonefield ved 19-tiden, men over
radioen kunne Edeltraud fortælle dem, at de ikke kunne lande dér, fordi
søbrisen havde sat ind med meget, meget kraftige vindstød. Så de valgte at
flyve til Waikerie, som ligger 70 km øst for Stonefield. De landede ved 20.20
tiden, og det var lige i sidste øjeblik, for netop som de skubbede flyet i
hangar, kom søbrisen! Jeg har senere set på en graf, at vinden på pladsen
ændrede sig fra 0 km/t kl. 20 til 63 km/t kl. 20.20. Uha
Hjemme i Angaston kom naboens søn over til os ved 21-tiden og fortalte,
at de var blevet ringet op af brandmyndighederne med advarsel om, at en bush
fire måske ville ramme vores område kl. 3 om natten.
Ole T, Jørgen og jeg var de eneste, der var hjemme. Vi pakkede de
fleste af vore ting og lagde dem ud i bilerne. Klar til at tage af sted, hvis
det måtte blive nødvendigt. Vi ville tage ud på flyvepladsen, hvor der er
kabiner med senge, køkken og det hele.
Ved 22-tiden var himlen kraftigt
oplyst af skæret fra den nærmeste brand, og det lynede, tordnede og stormede. Overalt
kunne vi høre udrykningskøretøjer. Det var vildt.
Jeg tilbød at være brandvagt. En time efter midnat var skæret på himlen
næsten væk, og jeg kunne gå i seng. Jeg havde troet, at det måske ville være
lidt svært at falde i søvn, men jeg sov med det samme.
Næste dag fortalte Konrad og Edeltraud, at vejen ud til flyvepladsen
slet ikke havde været farbar om aftenen, så vores plan om at tage derud og sove
havde ikke virket.
På nettet kunne vi se, at et område på over 23.000 hektar (omkreds: 133 km) stadig brændte, men heldigvis er ilden nu under kontrol.
Men det var da noget af en forskrækkelse vi fik os, og næste gang, vi
flyver over en bush fire, vil jeg huske at tænke på dem, der måtte befinde sig
i nærheden – på jorden!
I næste uge pakker vi VBJ i trailer og kører mod øst til Tocumwal,
hvor vi har lejet et lille hus hos Valda og Kevin. Vi har endnu ikke besluttet,
hvad der derefter skal ske, men mon ikke det danske forår snart kalder














Ingen kommentarer:
Send en kommentar