torsdag den 23. januar 2014

Brand-alarm. Fredag d. 17. januar 2014



Birgitte skriver. Tirsdag d. 21. januar 2014
 

Som nævnt blev fredag d. 17. januar 2014 en dag, vi nok altid vil huske. Det var stadig meget varmt (45 grader) og overvejende tørtermik, men en masse bush fires gav ”pyro cumulus”. Altså netop cumulus skyer dannet af varme og røg fra brande. 

Vi valgte at flyve en hyggeflyvning med tid til at nyde udsigten. Vi fløj mod sydøst, hvor der var nogle store bush fires. Det var imponerende, og vi glædede os over den fremragende termik, uden egentlig at tænke over konsekvenserne for de mennesker, der måtte bo i de berørte områder. Der er ganske vist meget øde, men i hvert tilfælde vil der være mange dyr, der går til i brandene. 






Kraftigt stig. Over 5 m/sek
Over 15.000'

Pyro cumulus

Det var umuligt at flyve yderligere mod øst pga. røg







Jeg havde det lidt skidt, så vi valgte at lande tidligt. Også fordi der var varsel om voldsomt vejr senere på dagen. 

Vi kom til Angaston, hvor vi bor, allerede ved 18-tiden, og på vejen hjem vi kunne se en del røg rundt omkring os. 

I mellemtiden fløj Paul, som er en tysk svæveflyver, der er herude, sammen med Konrad i Nimbussen. De vendte hjem til Stonefield ved 19-tiden, men over radioen kunne Edeltraud fortælle dem, at de ikke kunne lande dér, fordi søbrisen havde sat ind med meget, meget kraftige vindstød. Så de valgte at flyve til Waikerie, som ligger 70 km øst for Stonefield. De landede ved 20.20 tiden, og det var lige i sidste øjeblik, for netop som de skubbede flyet i hangar, kom søbrisen! Jeg har senere set på en graf, at vinden på pladsen ændrede sig fra 0 km/t kl. 20 til 63 km/t kl. 20.20. Uha 

Hjemme i Angaston kom naboens søn over til os ved 21-tiden og fortalte, at de var blevet ringet op af brandmyndighederne med advarsel om, at en bush fire måske ville ramme vores område kl. 3 om natten. 

Ole T, Jørgen og jeg var de eneste, der var hjemme. Vi pakkede de fleste af vore ting og lagde dem ud i bilerne. Klar til at tage af sted, hvis det måtte blive nødvendigt. Vi ville tage ud på flyvepladsen, hvor der er kabiner med senge, køkken og det hele.

Ved 22-tiden var himlen kraftigt oplyst af skæret fra den nærmeste brand, og det lynede, tordnede og stormede. Overalt kunne vi høre udrykningskøretøjer. Det var vildt. 


Jeg tilbød at være brandvagt. En time efter midnat var skæret på himlen næsten væk, og jeg kunne gå i seng. Jeg havde troet, at det måske ville være lidt svært at falde i søvn, men jeg sov med det samme. 

Næste dag fortalte Konrad og Edeltraud, at vejen ud til flyvepladsen slet ikke havde været farbar om aftenen, så vores plan om at tage derud og sove havde ikke virket.

På nettet kunne vi se, at et område på over 23.000 hektar (omkreds: 133 km) stadig brændte, men heldigvis er ilden nu under kontrol.

Men det var da noget af en forskrækkelse vi fik os, og næste gang, vi flyver over en bush fire, vil jeg huske at tænke på dem, der måtte befinde sig i nærheden – på jorden!

I næste uge pakker vi VBJ i trailer og kører mod øst til Tocumwal, hvor vi har lejet et lille hus hos Valda og Kevin. Vi har endnu ikke besluttet, hvad der derefter skal ske, men mon ikke det danske forår snart kalder

mandag den 20. januar 2014

Rekord-flyvninger, januar 2014



Birgitte skriver. Mandag d. 20. januar 2014



Det er lidt pudsigt. Når det ikke er så godt flyvevejr, er der ikke noget at skrive hjem om, og når det så endelig bliver kanon-vejr, så har vi ikke tid til at skrive.

Vi havde en dejlig juleaften på flyvepladsen. Edeltraud lavede salat, Konrad grillede bøffer, og jeg lavede ris ala mande.



Vi var 12 personer, der hyggede os med middagen udendørs på flyvepladsen. Sidst på aftenen blev det lidt køligt, så vi flyttede bordene ind i hangaren. Tyskerne kendte ikke traditionen med mandel og mandelgave, så det var lidt sjovt.



Nytårsaften holdt vi for os selv hjemme i huset, for vi var begge trætte, og der er ikke noget med fyrværkeri herude. Så futter det hele bare af.

Og så er det lidt sjovt, at en del - mandlige - svæveflyvere herude stadig er temmelig fordomsfulde. De undrer sig således meget over, at jeg også er pilot på Arcussen. Så nu har jeg lagt en taktik: Jeg præsenterer mig med "Hello. I'm Gitte from Denmark. This is my Arcus". Når så Jørgen kommer til, tilføjer jeg: "And this is my mechanic!"

Efter nytår er det blevet rigtig godt vejr. Måske har I hørt om hedebølgen herude. Over 40 grader i flere dage i træk. Det er godt nok varmt, men det giver også mulighed for kraftig termik til stor højde. Vi har således været i over 15.000´ (over 4700 meter). Det tager næsten flere minutter bare at kigge ned!

Den første dag, vi fløj i det gode vejr, var lørdag d. 11. januar. Ifølge vejrudsigten ville der sandsynligvis komme skyer ca. 100 km nord for Stonefield, så Jørgen og jeg udskrev en 300 km ud-hjem med "fjernstart". 

Vi startede i Arcussen ved godt 13-tiden, men der var kun meget svag og lav termik omkring pladsen, så med lidt hjælp fra motoren humpede vi nordpå, indtil vi kom til vores startpunkt 100 nord for pladsen. Og det var perfekt. Netop dér nåede vi de første cumulusser, og de fortsatte mod nord, så langt øjet rakte.  

Fin udsigt


De første 80 km på ruten havde vi en kurve % på 0, og den første boble, vi tog, gav 5 m/sec. og bragte os i 11.000´. Vi vendte i fin stil 150 km ude, men desværre var søbrisen nu nået et godt stykke ind i landet, så vi var nødt til at flyve østpå for ikke at blive fanget i koldluften fra havet.
Det spolerede vores hastighed en del, men da vi tærsklede hjem i 2000 meter, havde vi en gennemsnitshastighed på 133 km/t. Ny dansk national rekord for tosædet svævefly

De sidste 100 km hjem til pladsen foregik i næsten helt rolig luft med Mc Cready 1, så det var vist godt, at opgaven ikke var længere.

Søndag holdt vi hviledag, og mandag ville give 45 grader og skyfrit. Så denne dag holdt vi også fri, og vi kørte en tur til Port Adelaide, hvor der er en lækker sandstrand. Det blev dog ikke til megen solbadning, for det var alt for varmt, og med et UV index på 13 skal man ikke være ude i solen ret længe ad gangen. 

Ingen mennesker på stranden, selvom vi var i et turist-område. Et UV index på 13 holder folk indendøre

Det blev dog til en svømmetur i havet. Lige så forsigtigt stak jeg storetåen i – jeg forventede nogenlunde samme temperatur som i Vesterhavet. Men vandet var lunkent, så jeg var ikke længe om at komme under og Jørgen fulgte hurtigt efter. 

Jeg ved ikke, hvilken fugl, det er. Men den var stor .........

Tirsdag d. 14. januar ville det blive fint vejr øst for Stonefield. Ifølge vejrudsigten skulle der komme en truglinie fra vest med regnbyger og torden, men foran fronten ville vi få 45 graders varme og god termik, så vi ville forsøge en hurtig flyvning inden uvejret. Vi rådførte os med Cathrin, som er lokal svæveflyver og rigtig dygtig. Hun havde links til et par gode vejr-hjemmesider.

Vi besluttede at flyve en 100 km trekant, men med startpunkt ca. 70 km øst for Stonefield og derfra mod vest og syd, så vi kunne få glæde af termikken foran truglinien. 

Det var vildt varmt, inden vi kom i luften, men vådt hår, en våd termikhat og så et vådt vaskeskind i nakken hjalp lidt. 

Vi fik hurtigt kontakt med en god boble, og vi fløj østpå med godt humør. 4/8 cu i 10.000´ - så er det svært at bevare pessimismen. Vi tærsklede ud kl. 13.45, men da vi nåede 1. vendepunkt, var skyerne fra truglinien ikke nået så langt mod øst, så vi var nødt til at tanke højde i noget, der var dårligere end 5 m/sek. Da vi tærsklede hjem, havde vi en gennemsnitshastighed på 137 km/ t. Ny dansk rekord. 

Fin udsigt fra bagsædet

Men vi kunne se, at skyerne fra vest var kommet nærmere, så vi ventede en halv times tid og tærsklede så ud igen. Vi nåede 1. vendepunkt og fronten samtidigt og kunne fortsætte mod 2. vendepunkt. Også dette blev rundet i fin stil, så da vi tærsklede hjem, havde vi fløjet med 177,8 km/t. Og uden at kurve en eneste gang. Ud over en dansk rekord i 2-sædet fly er det også en rekord i åben klasse. Udelukkende i ”almindelig” skytermik over fladland. 

Trætte, men glade

Den største udfordring var næsten at komme hjem til pladsen, for nu regnede og lynede det om ørerne på os. Heldigvis kunne vi hurtigt få slutglidshøjde, så tilbageflyvningen foregik i rimelig ro og mag.

Dagen efter, onsdag, skulle vise sig også at blive god. Vejrudsigten lovede nordenvind og 43 grader, så det gav mulighed for endnu en god flyvning i vores Arcus. Rekordlisterne blev studeret flittigt – hvad kunne lade sig gøre?

 Det virkede til, at vejret ville blive godt over et rimeligt stort område og ikke bare mod nord, som det ofte er, så en god hastighed på en 300 km FAI trekant skulle ikke være helt umulig.Men det så ud til, at vejret ville blive bedst et stykke mod øst, så igen valgte vi en ”fjernstart” ca. 45 km mod sydøst på kanten af Murray River.

Allerede om morgenen var det ulideligt varmt. 33 grader klokken 9, så det er dejligt, at flyene kan klargøres i hangaren, hvor man er væk fra den brændende sol. Men varmt – det er det! 


Birgitte lægger opgave ind i LX 9000. Bemærk det våde vaskeskind om halsen


Vi startede klokken 13.30 og fik hurtigt fat i en god boble. Da vi var i 800 meter, satte vi kursen mod vores startpunkt. Her var der kraftig termik, og vi tærsklede ud i 3300 meter. Dejlig køligt heroppe.
Der var 3/8 cu 12000’, så det gik hurtigt mod 1. vendepunkt mod nord. Da vi vendte, havde vi en hastighed på ca. 135 km/t, selvom vi havde vinden imod.


Også turen til 2. vendepunkt forløb uden problemer. Mc Cready 3 var passende. Vi så et par bush fires, men de lå ikke præcis på vores kurs, så vi havde ikke ”glæde” af dem. Men der var rigtig meget røg i luften, og et enkelt sted udviklede der sig en cumulus congestus, som brød gennem inversionen. Imponerende.

Vi skulle jo tærskle hjem med max. højdetab på 1000 meter, så selvom vi en enkelt gang kunne komme i 14000’, varede det lidt, inden vi havde slutglidshøjde.

Da vi var tilbage ved udgangspunktet, tøffede vi hjemad. Men vejret var slet ikke brugt op endnu, selvom klokken var 17, så da vi kom tilbage til Stonefield fløj vi mod nord igen, så det endte med, at vi havde tilbagelagt 655 km i alt. Tror måske, det havde kunnet lade sig gøre at flyve 1000 ……. ?



Jow, den flywer godt, så’n Arcus
Da vi landede klokken 19.30, var der stadig 39 grader ………….

Torsdag var det rigtig varmt! 44 grader i skyggen kl. 14 (men hvad skulle vi dog også i skyggen efter??). Og det blev varmere indtil kl. 17. Vi havde overvejet at flyve en hastighedsopgave på 500 km trekant, men vi mente ikke, det var forsvarligt. Vi ville få over 60 grader i cockpittet inden start, og med tørtermik til max. 9000´ ville temperaturen næppe komme under 35 grader i cockpittet. Og det er altså for varmt for os. Så vi valgte at lave papirarbejde indendørs i air condition.

Ugens høst:

Lørdag: Dansk hastighedsrekord. 300 km ud/hjem med 133 km/t. Tosædet svævefly

Tirsdag: Dansk hastighedsrekord. 100 km trekant med 137 km/t. Tosædet svævefly

Samme tirsdag: Dansk hastighedsrekord. 100 km trekant med 177,8 km/t. Tosædet svævefly

Samme tirsdag: Dansk hastighedsrekord. 100 km trekant med 177,8 km/t. Åben klasse

Onsdag: Dansk hastighedsrekord. 300 km trekant med 145 km/t. Tosædet svævefly


---

Fredag d. 17. januar 2014 blev en underlig dag. Med bush fires, der kom lidt rigeligt tæt på. Dem skriver jeg om i det næste indlæg


Mange hilsener

Birgitte - og Jørgen


I skal forresten ikke snydes for et dyre-billede:


En blue tongue, som har søgt skygge i hangaren. Den er ikke farlig, men den er godt nok grim .......